Matas logistikcenter Lynge p? BAYO.S skruefundament

Matas logistikcenter

Lynge
2024
Fundering: 500 stk. BAYO.S skruefundamenter
Skruer fra BAYO.S erstatter betonfundament til stabilisering af Matas’ nye logistikcenter, der kan færdiggøres til tiden trods årets første snestorm og frostgrader. Over 500 elementstøtter stabiliserer beton- og stålelementer i monteringsfasen af Matas’ nye 32.000 m2 store logistikcenter, som Amatech er ved at opføre ved Lynge i Nordsjælland. Traditionelt fastgøres elementstøtterne til et midlertidigt betonfundament, som skal udgraves, støbes med beton og meget ofte efterfølgende demonteres og bortskaffes. For at sikre en langt hurtigere, billigere og mere miljøvenlig monteringsproces, så valgte Amatech at erstatte det traditionelle, midlertidige betonfundament med over 500 stålskruer fra BAYO.S. Skruefundamenterne med selvskærende spids skrues i det bærende jordlag og overfører dermed de statiske kræfter til elementerne. Metoden er enkel, hurtig, vibrationsfri og en klar fordel for miljøet, da skruerne efter monteringsfasen nemt kan skrues op og genbruges til næste projekt. En ekstra fordel i den konkrete sag er, at skruerne – modsat betonfundamenter – kan monteres i frostgrader. Hermed undgår bygherre fordyrende forsinkelser, da monteringsprocessen kunne fortsætte for fuld skrue under den seneste snestorm og frostvejr i starten af januar 2024.